Klimakrisen er nok det mest tydelige eksempel på behovet for at skifte fra depottænkning til strømme. For dér er det så tydeligt, at man har et vist depot af olie, kul og gas, man brænder af – og at der bliver noget til overs, vi så lægger i et andet depot: et affaldsdepot. Hvis vi tænker mere i strømme, skal vi lære at blive meget mere opmærksomme på genbrug. I den nye civilisation er den enes affald altid en andens mad, og derfor er der hele tiden gang i kredsløbet. Så vi skal lære at tænke os selv ind som en del af en strøm – af klodens store kredsløb.
Hovedsynspunktet er, at affald ikke vil eksistere i fremtiden, ligesom det ikke gjorde det i fortiden. Affald, som vi kender det, er en historisk parentes. I fremtiden vil en skraldemand være et menneske, der skaffer ressourcer til samfundet, snarere end én, der skaffer os af med det, vi ikke aner hvad vi skal stille op med. Skraldemanden bliver fremtidens helt. Hvis han ellers vil.
